15. søndag i treenighetstiden

15. søndag i treenighetstiden: PrekentekstJoh 15,9-12

Bokmål

9 Som Far har elsket meg, har jeg elsket dere. Bli i min kjærlighet!10 Hvis dere holder mine bud, blir dere i min kjærlighet, slik jeg har holdt min Fars bud og blir i hans kjærlighet.11 Dette har jeg sagt dere for at min glede kan være i dere og deres glede kan bli fullkommen.12 Og dette er mitt bud: Dere skal elske hverandre som jeg har elsket dere.

Nynorsk

9 Som Far har elska meg, har eg elska dykk. Ver i min kjærleik!10 Held de boda mine, er de i min kjærleik, slik eg har halde boda til Far min og er i hans kjærleik.11 Dette har eg tala til dykk så mi glede kan vera i dykk og gleda dykkar kan bli fullkomen.12 Og dette er bodet mitt: De skal elska kvarandre som eg har elska dykk.

Nordsamisk

9 Nugo Áhčči lea ráhkistan mu, nu munge lean ráhkistan din. Bissot mu ráhkisvuođas.10 Jos dii doallabehtet mu báhkkomiid, de dii bissubehtet mu ráhkisvuođas, nugo mun lean doallan Áhččán báhkkomiid ja bisun su ráhkisvuođas.11 Dán mun lean sárdnon didjiide, vai mu illu lea din siste ja din illu šaddá ollisin.12 Ná mun gohčun din: Ráhkistehket guhtet guimmiideattet, nugo mun lean ráhkistan din.

1. lesetekstRut 1,7-11.16-19a

Bokmål

7 Hun dro bort fra stedet hvor hun hadde bodd, og begge svigerdøtrene fulgte henne.
        De ga seg i vei for å vende tilbake til Juda.8 Men Noomi sa til sine to svigerdøtre: «Snu og gå tilbake, hver til sin mors hus! Måtte Herren vise godhet mot dere, slik dere har vist godhet mot de døde og mot meg!9 Måtte Herren gi dere begge trygghet og la dere finne et hjem, hver i sin manns hus!» Så kysset hun dem. Men de brast i gråt10 og sa til henne: «Nei, vi vil følge deg tilbake til ditt folk.»11 Men Noomi sa: «Vend tilbake, mine døtre! Hvorfor skulle dere følge med meg? Skulle jeg ennå føde sønner som dere kan få til menn?

16 Men Rut svarte: «Ikke tving meg til å forlate deg og vende tilbake, for:
          Dit du går, vil jeg gå,
          og hvor du bor, vil jeg bo.
          Ditt folk er mitt folk,
          og din Gud er min Gud.
          
   17 Der du dør, vil jeg dø,
          og der vil jeg begraves.
          Måtte Herren la det gå meg ille
          både nå og siden
          hvis noe annet enn døden
          skal skille meg fra deg!»
18 Da Noomi så at hun sto fast på sitt og ville følge med henne, sa hun ikke mer til henne.
   19 Så gikk de begge videre til de kom til Betlehem. Da de kom fram dit, ble det stort oppstyr i byen på grunn av dem, og kvinnene sa: «Er dette Noomi?»

Nynorsk

7 Ho gav seg i veg vekk frå staden der ho hadde budd. Begge svigerdøtrene følgde henne.
        Dei gav seg i veg for å venda attende til Juda.8 Men Noomi sa til dei to svigerdøtrene sine: «Vend attende, gå, kvar til si mors hus! Måtte Herren vera god mot dykk, slik de har vore gode mot dei døde og mot meg!9 Måtte Herren la dykk begge finna ein trygg heim, kvar i sin manns hus!» Så kyste ho dei. Men dei brast i gråt10 og sa til henne: «Nei, vi vil følgja deg attende til folket ditt.»11 Men Noomi sa: «Vend attende, døtrene mine! Kvifor vil de følgja med meg? Skulle eg enno føda søner de kan få til menn?

16 Men Rut svara: «Tving meg ikkje til å skiljast frå deg og venda attende, for:
          Der du går, vil eg gå,
          og der du bur, vil eg bu.
          Ditt folk er mitt folk,
          og din Gud er min Gud.
          
   17 Der du døyr, vil eg døy,
          og der vil eg bli gravlagd.
          Måtte Herren la det gå meg ille
          både no og sidan
          om noko anna enn dauden
          skal skilja meg frå deg!»
18 Då Noomi såg at ho stod fast på sitt og ville vera med henne, tala ho ikkje meir til henne om det.
   19 Så gjekk dei vidare til dei kom til Betlehem. Og då dei kom dit, vart det oppstyr i byen for deira skuld, og kvinnene sa: «Er dette Noomi?»

Nordsamisk

7 Go son vulggii dan báikkis gos lei ássan, de su manji guovttos vulggiiga suinna. Muhto go sii ledje mátkkis Juda eatnamii,8 de Noomi dajai manjis guoktái: “Máhcci ruoktot, iešgoabbáge eatnis vissui. Vare Hearrá árkkálmasttášii dudno, nugo doaige leahppi árkkálmastán jábmiideamet ja mu.9 Vare Hearrá attášii dudnuide goabbáige boatnji ja ruovttu oadjebasvuođa.” Son cummistii sudno, muhto soai čirruiga10 ja dajaiga: “Ii nu, moai dáhtto mannat duinna du álbmoga lusa.”11 Muhto Noomi dajai: “Máhcci ruoktot, nieiddažiiddán! Manne doai boađášeidde muinna? Inhan mun šat sáhte riegádahttit bártniid dudnuide boadnjin.

16 Muhto Rut dajai: “Ale bágge mu earránit dus ja máhccat ruoktot. Gosa don manat, de dohko manan munge, ja gosa don ásat, de dohko ásan munge. Du álbmot lea mu álbmot, ja du Ipmil lea mu Ipmil.17 Gosa don jámát, de dohko munge dáhtun jápmit, ja dohko mun dáhtun hávdáduvvot. Hearrá ráŋggáštehkos mu dál ja álo, juos mihkkege eará go jápmin earuha mu dus.”
   18 Go Noomi ipmirdii ahte Rut lei nannosit mearridan vuolgit suinna, de son ii šat hállan das.19 Soai jođiiga fárrolaga dassážii go bođiiga Betlehemii. Go soai leigga joavdan dohko, de šattai gávpogis eallin, ja gávpoga nissonat dadje: “Dathan lea Noomi!”

2. lesetekst1 Kor 13,7-13

Bokmål

7 Kjærligheten utholder alt, tror alt, håper alt, tåler alt.
          
   8 Kjærligheten tar aldri slutt.
          Profetgavene skal bli borte,
          tungene skal tie
          og kunnskapen forgå.
          
   9 For vi forstår stykkevis og taler profetisk stykkevis.
          
   10 Men når det fullkomne kommer,
          skal det som er stykkevis, ta slutt.
          
   11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, tenkte jeg som et barn, forsto jeg som et barn.
          Men da jeg ble voksen, la jeg av det barnslige.
          
   12 Nå ser vi i et speil, i en gåte,
          da skal vi se ansikt til ansikt.
          Nå forstår jeg stykkevis,
          da skal jeg erkjenne fullt ut, slik Gud kjenner meg fullt ut.
          
   13 Så blir de stående, disse tre: tro, håp og kjærlighet.
          Men størst blant dem er kjærligheten.

Nynorsk

7 Alt held han ut, alt trur han, alt vonar han, alt toler han.
          
   8 Kjærleiken tek aldri slutt.
          Profetgåvene skal bli borte,
          tungene skal teia
          og kunnskapen forgå.
          
   9 For vi skjønar stykkevis og talar profetisk stykkevis.
          
   10 Men når det fullkomne kjem,
          skal det som er stykkevis, ta ende.
          
   11 Då eg var barn, tala eg som eit barn, tenkte eg som eit barn, forstod eg som eit barn.
          Men då eg vart vaksen, la eg av det barnslege.
          
   12 No ser vi i ein spegel, i ei gåte,
          men då skal vi sjå andlet til andlet.
          No skjønar eg stykkevis,
          men då skal eg kjenna alt fullt ut, liksom eg fullt ut er kjend av Gud.
          
   13 Så blir dei verande desse tre: tru, von og kjærleik.
          Og størst av dei er kjærleiken.

Nordsamisk

7 Ráhkisvuohta gillá buot, osku buot, doaivu buot, gierdá buot.
   8 Ráhkisvuohta ii noga goassege. Muhto profehtastallan nohká, gielaiguin sárdnun jaskkoda, diehtu šaddá duššálažžan.9 Min diehtu lea váilevaš ja profehtastallan lea váilevaš,10 muhto go boahtá ollis, de jávká dat mii lea váilevaš.
   11 Go mun ledjen mánná, de mun sárdnon nugo mánná, mus lei máná miella ja máná jurdagat. Muhto go mun rávásmuvven, de mun hilgon dan mii gullá mánnávuhtii.12 Dál mii oaidnit dego speadjalis, nugo árvádusa, muhto oktii mii oaidnit muođus muhtui. Dál mu áddejupmi lea váilevaš, muhto oktii dat lea ollis, nugo Ipmil dovdá mu ollásit.
   13 Dál bissot dát golbma: osku, doaivu ja ráhkisvuohta. Muhto stuorimus dain lea ráhkisvuohta.

Kan vi snakke for masse om kjærleik?

Kan vi snakka for masse om kjærleik? Mitt svar på det er nei! Men det hender at eg har tenkt meg litt om når eg er ferdig med å skriva søndagens preken. «Nei, her var det mykje kjærleik og nåde i dag også!» Og så har eg tenkt at eg kanskje må ta vekk litt, kanskje må snakka om noko litt meir ordentleg, litt meir komplisert, litt meir teologisk finurleg. Men så endar eg likevel opp med nåden og kjærleiken ganske ofte.

I søndagens tekst seier Jesus «Bli i min kjærleik». OK, så viss vi skal bli i Guds kjærleik, så er det kanskje ikkje så rart at vi snakkar om den. Det som vi er i, det er vi ofte opptatt av. Så no tenker eg; så fint at vi snakkar om Guds kjærleik, at vi løfter den fram. Vi treng alle Guds kjærleik. Kjærleiken frå skaparen vår, som såg oss før vi var fødde, som tok imot oss ved døypefonten, som elskar alle barna, som lyttar til konfirmantens tankar, tar imot slitne trebarnsmødre, møter spørsmåla til den som er gammal. Gud er kjærleik. Og om vi blir i Guds kjærleik, så er vi der vi skal vera. Og berre ved å vera i den kjærleiken, kan vi sjølve vera i stand til å visa kjærleik.

Kjærleik er eit verb, var det ein som sa til meg ein gong. Kjærleik er handling. Derfor, når vi er i Guds kjærleik, kan vi jo ikkje berre snakka om den. Vi må leva den ut, vi må la den inspirera oss, den må vera i våre fellesskap, den må vera i vårt blikk og i alt vi gjer. Det er utfordrande, ikkje alltid lett, og det er ein øvelse for oss å vera kjærlege -  midt i vår travelhet, vår følelse av ikkje å strekka til, våre tankar om at vi ikkje er gode nok. Gud treng oss. Og Gud leitar ikkje etter det perfekte. Gud leitar etter sånne som deg og meg. Heilt vanlige folk; glade, slitne, redde, inspirerte – som kan vera med og visa kven og kva Gud er: nemleg kjærleik. Med stor K!

Del